Polypper

Ved undersøgelse af tyktarmen vil man hos ca. 10 % finde polypper.

Hvad er polypper

Polypper er gevækster eller svulster på tarmslimhinden. De har ofte form som en champignon. De kan variere i størrelse fra under 1 mm til 5 cm eller mere. De fleste er under ½ cm.
Polypper kan være harmløse.
Polypper kan forsvinde spontant.
Polypper kan vokse, kan udvikle celleforandringer og kan efterhånden blive til cancere.
Sidstnævnte udvikling vil typisk tage 5-10 år.
Da man ikke umiddelbart kan se på polyppen om den vil udvikle sig til cancer bør påviste polypper fjernes. Er der fundet blot en polyp i endetarm eller tyktarm skal hele tarmen undersøges. Dette kan foregå ved røntgenundersøgelse eller bedre ved en coloskopi , idet man ved denne samtidig kan fjerne yderligere påviste polypper.

Teknik

Moderne fiberskoper er alle udstyret med en arbejdskanal. Gennem denne føres en elektrisk slynge.Slyngen kan bedst sammenlignes med en lasso som føres ned over polyppen. Den kan herefter strammes om stilken. Metalslyngen varmes op og skærer/brænder sig gennem stilken.
Herefter indføres en polyp tang som fanger polyppen således at den kan undersøges yderligere.
Enkelte polypper har ikke en stilk men er "bredbasede". Her benyttes en anden teknik som kræver hospitalisering. Også de meget store polypper må fjernes på sygehus.

Mikroskopi

Polyppen skal gerne undersøges mikroskopisk - blandt andet for at se om den indeholder celleforandringer eller cancer.
Af og til må man imidlertid undvære mikroskopi. Det kan nemlig være teknisk vanskeligt eller umuligt at finde og fange den fjernede polyp. Årsagen kan også være at man – mest af hensyn til patienten – ikke ønsker at forlænge undersøgelsen unødigt.
I disse tilfælde skal det understreges at det er langt det vigtigste at polyppen er fjernet og at polyppen jo typisk er fjernet radikalt dvs. at eventuelle celleforandringer typisk sidder i "champignon" hovedet og ikke i stilken.Ofte vil man lave en kontrol efter 1-3 måneder for at sikre total fjernelse.

Komplikationer

til polypfjernelse er sjældne men kan være alvorlige.
Stilken kan indeholde større blodårer. Normalt vil disse blive destrueret (koaguleret) af den varme der tilføres vævet ved fjernelsen. Sker dette ikke kan der opstå blødning. Normalt kan denne stoppes umiddelbart, men det kan blive nødvendig at indlægge til behandling eller observation.
Er tarmvæggen meget tynd kan man lave hul på tarmen (perforation). Denne komplikation kræver øjeblikkelig operation med lukning af hullet.
Efter varmepåvirkningen kan tarmen være skør i en periode. Perforation kan derfor forekomme op til 8 dage efter polypfjernelsen.
Varmepåvirkningen kan også gøre tarmen letter gennemtrængelig for bakterier hvilket kan medføre en lokaliseret bughindebetændelse. Symptomet vil være lettere lokaliseret mavepine.
Risikoen er selvsagt størst ved fjernelse af meget store polypper.
Klinikken vil derfor gerne kontaktes såfremt der efter polypfjernelse opstår:

  • større blødninger fra tarmen
  • mavesmerter der varer mere end 3 timer
  • kulderystelser og feber over 38,2.

Overordnet er komplikationer sjældene. Forekomsten er så beskeden at fordelen ved at fjerne mulige cancerforstadier langt opvejer risikoen.

Kontrol

Når polyp eller polypper er fjernet bliver de mikroskoperet og størrelsen fastslået.
Herefter tilbydes kontrol coloskopi hvert 3.- eller 5. år efter følgende retningslinjer:

Hvert 3. år hvis

  • flere end 5 polypper
  • større en ½ cm
  • celleforandringer påvist

Hvert 5.år

  • alle andre

De fleste sygehuse anbefaler at kontrollerne ophører når man fylder 70.Vi foretrækker, at man fortsætter kontrollerne så længe man føler sig rask og rørig.

Særligt udsatte familier

Nogle familier løber særlig risiko for at udvikle polypper og cancere i tyktarmen. Det drejer sig om patienter med usædvanligt mange (hundredvis) polypper og familier hvor flere nærtstående familiemedlemmer enten har eller har haft tarmcancer og hvor mindst en var under 40 ved påvisning af canceren.
Disse vil blive tilbudt genetisk rådgivning.Se iøvrigt mere under colon cancer screening.

Metaplastiske polypper

Er en undergruppe som ikke kræver kontrol med mindre de optræder i meget stor mængde.
Diagnosen kan først stilles efter mikroskopisk undersøgelse.

Vi må ikke indkalde patienter til kontrol så du skal selv sørge for tidsbestilling og henvisning.

© 2013-2019 Kirurgisk Klinik Amager. CMS af WebForm.dk
Opdateret: 24 maj 2018 18:34
^ Tilbage Til Top